Nul point med fra uheldsweekend på Red Bull Ring

Malthe Jakobsen og RLR Msport fik alt andet end succes og point på kontoen i weekendens 4 Hours of Red Bull Ring på den østrigske Formel 1-bane.

Testkørslerne forud for weekendens løb i European Le Mans Series viste ellers lovende fart i teamets Ligier JS P320, men allerede i kvalifikationen var der udfordringer for teamet.

“Vi havde egentlig et godt setup og god fart, men vejret drillede os. Jeg kørte ud på banen med tørvejrsdæk, men stort set med det samme begyndte det at regne. Vi besluttede at jeg skulle i pit og have regndæk på, men det viste sig at banen tørrede lynhurtigt, så de kørere der var blevet på slicks havde fordelen”, fortæller Malthe Jakobsen, der måtte tage til takke med en kedelig tiendeplads i LMP3-klassen.

En dårlig kvalifikation giver som bekendt en mulighed for at overhale sig vej gennem feltet i løbet, og det var også målsætningen for teamet, som inden starten havde sat næsen op efter en podieplacering til trods for udgangspunktet. Det mål røg til gengæld fløjten, da teamets gentleman driver, Michael Benham, blev påkørt af en overmodig konkurrent.

“Michael kørte nogle virkelig imponerende omgange i sit stint, og han havde kørt bilen frem til fjerdepladsen, så det kørte faktisk næsten bedre end vi havde turdet håbe på. Men det stoppede ret brat, da en konkurrent valgte at påkøre os i det hurtigste sving på banen”, siger Malthe Jakobsen.

Bilen kunne køre tilbage til pitgaragen ved egen kraft, men det stod hurtigt klart at der skulle store reparationer til, før den var køreklar igen.

“Hele bagenden blev rykket i stykker, og selvom det lykkedes teamets dygtige mekanikere at lappe den sammen, kunne de konstatere at der var risiko for at gearkassen også var slået i stykker – og det betød så, at løbet endegyldigt var ovre for os”, siger Malthe Jakobsen, som ikke selv nåede at sidde bag rattet under søndagens løb.

“Det er vildt frustrerende at vi har så god fart i bilen og at det så slutter på den måde. Det har slet ikke været spildt at være hernede den sidste uges tid, men afslutningen er jeg godt nok træt af”, slutter den ellers hurtige thybo fra banen i Spielberg.

Det næste løb i European Le Mans Series køres på Circuit Paul Ricard i Frankrig den 5-6 juni.

STOLT AF AT REPRÆSENTERE
FLERE nyheder
NYHED

Malthe Jakobsen sikrer samlet sejr i European Le Mans Series-sæsonpremieren på Circuit de Barcelona-Catalunya

NYHED

“Vi har kun ét mål: Mesterskabet”