Thy er med hele vejen

Malthe Jakobsen er et af de Thy-talenter, som for alvor har fået vind i sejlene. I år

Malthe Jakobsen er et af de Thy-talenter, som for alvor har fået vind i sejlene. I år har han imponeret på den europæiske motorsportsscene, og der er en stigende interesse for teenageren fra Sennels.

Spørger man teamchef, ingeniører og mekanikere fra det britiske racerteam, RLR Msport, som Malthe Jakobsen har deltaget for i European Le Mans Series i år, så er der nogle helt særlige kendetegn, som dækker indsatsen fra deres thy’ske kører.

Ord som “ihærdig”, “målrettet” og “ydmyg” går igen, når man beder om en kort beskrivelse af den danske racerkører. Og mens især ydmygheden nok ikke kendetegner et stort antal sportsstjerner, så er der ingen tvivl om hvor, det hele stammer fra.

“Det er lidt sjovt med de ord, for det er ikke noget jeg tænker særligt meget over. Det er jo sådan, jeg er – og det er også sådan, jeg har set mine forældre, bedsteforældre og nærmest alle andre være”, siger Malthe Jakobsen, der selv er opvokset i Sennels udenfor Thisted.

“For mig fungerer det bare rigtig godt at fokusere på opgaven og blive ved med at arbejde hårdt for at blive bedre. Mit mål er at blive professionel racerkører og vinde de helt store løb – og selvom det er gået godt i år, så er jeg jo langt fra i mål.”

Malthe er udmærket klar over, at hans mentalitet gennemsyrer hele lokalområdet. Blandt sponsorerne er flere anerkendte Thy-virksomheder, og selvom de gør det godt, er der også her fokus på at fortsætte udviklingen frem for blot at fejre successerne.

“Jeg tror det er sådan en Thy-ting … men det fungerer bare rigtig godt i en verden, hvor nogle nok har lidt for meget i munden i stedet for at levere varen”, griner Malthe, som hele sæsonen har haft Thy med på rejsen. I bogstavelig forstand.

“Jeg har haft et stort THY-klistermærke på siden af racerbilen i år. Bogstaverne bliver fyldt ud med navne på lokale Thy-virksomheder, som har bidraget til at jeg kan opfylde mine ambitioner, og det betyder en del for mig at have det logo på bilen. Det har også givet anledning til lidt snakke rundt omkring, for jeg er vist den eneste, som på den måde reklamerer for sin hjemegn”, siger Malthe, som har besluttet at fortsætte det lille stunt næste år:

“Det er fedt at have Thy med rundt i Europa. På den måde føler jeg at jeg giver lidt tilbage til min hjemegn, også selvom jeg en gang imellem er langt væk hjemmefra.”

Du kan læse mere om Malthe og forholdet til Thy her: Malthe Jakobsen og Thy

Andre nyheder