Malthe satte tempoet i hård weekend

Den thy’ske racerkører fik ikke fuld valuta for sin indsats under weekendens løb i European Le Mans Series på Spa Francorchamps-banen i Belgien. Til gengæld kan ingen være i tvivl om, at han hører til blandt den europæiske elite.

Forventningerne var høje allerede inden ankomsten til banen i starten af ugen. Den belgiske Formel 1-bane er berømt for sine sving og omgivelser, og den 16-årige racerkører glædede sig til at prøve kræfter med banen for første gang.

Efter en god træningsdag på banen onsdag fik Malthe hurtigt styr på banen i en grad, at han fik til opgave at kvalificere bilen til løbet. Det rakte til en femteplads – flot for en ny kører, men der er altid plads til forbedring:

“Jeg tror godt jeg kunne have fået en bedre placering, men Spa Francorchamps er en virkelig svær bane at blive super hurtig på, for der er så mange små detaljer som man nok først rigtigt mestrer når man har været her mange gange”, fortæller Malthe, der også fik lov at starte løbet bag rattet af bilen søndag formiddag.

Og her viste det danske racertalent igen, at der er en motorsportsfremtid i ham. I løbet af den første omgang avancerede han fra femte- til andenpladsen, og da hans time i bilen var gået, afleverede han bilen i føring til medkører James Drayson. For ham gik det til gengæld ikke så strålende.

“James havde en uheldig dag, hvor han blev involveret i flere hændelser ude på banen. Det kostede både reparationer og en drive-through straf, som satte os ud af kampen om sejren. Det er træls, og ikke mindst for James, som er en super dygtig og sympatisk kører. Vi må kompensere for det næste gang”, siger Malthe.

Undervejs i sit stint satte Malthe løbets næsthurtigste omgangstid, kun to tiendedele sekunder langsommere fra den hurtigste – der i øvrigt var den, som Malthe kæmpede med om førstepladsen på banen.

Efter fire timers racerløb kunne Robert Meginnis køre bilen med nummer 15 på siden over målstregen på en syvendeplads. Ikke prangende, men RLR-bilen er på en lovende fjerdeplads i mesterskabet.

“Det var sådan lidt et mærkeligt løb, for det er super ærgerligt at vi ikke fik en podieplacering med hjem – det havde vi farten til – men omvendt er vi stadigvæk godt med i mesterskabet.”

“Til gengæld har det været fedt at prøve Spa Francorchamps. Det er en virkelig svær bane, og den kræver meget af køreren, så jeg synes også at jeg har lært meget i denne weekend”, slutter Malthe.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *