Malthe Jakobsen satser på sejr i Le Mans-opvarmningsløb

Lige som i fjor stiller Malthe Jakobsen igen op i Road to Le Mans-klassen, som er en del af opvarmningsklasserne til det legendariske 24 timers-løb, der i år køres den næstsidste weekend i august. Sammen med teamkammeraten, britiske Michael Benham, og RLR Msport håber den hurtige thybo på et topresultat på Le Mans-banen.

Løbet er ellers ikke en del af European Le Mans Series, som Malthe Jakobsen har sit primære fokus på, men takket være opbakning fra DASU og lokale sponsorer er det igen muligt for Malthe at vise sit talent frem på den absolut vigtigste scene:

– Der er ingen tvivl om, at Road to Le Mans-løbene er stedet at være, hvis man som jeg gerne vil tage skridtet videre fra LMP3-klassen. Efter min deltagelse sidste år fik jeg en del henvendelser fra spændende mennesker i branchen, og jeg satser på at vi med to gode resultater kan komme hjem med både pokaler og visitkort i bagagen, fortæller Malthe Jakobsen, som ser frem til at dele teamets Ligier LMP3-racer med sin vanlige teamkammerat fra ELMS:

– Det er muligt at Michael er en bronzekører med begrænset erfaring, men han har tidligere deltaget i Road to Le Mans, og begge gange har han været på podiet. Jeg har måttet love ham, at vi ikke sigter efter andet end det øverste trin, og jeg tror på at det er realistisk at ende der.

Skulle det lykkes for Malthe og hans britiske team at hente en topplacering hjem i løbene på Le Mans, kan han se frem til en smagsprøve på hvordan karrieren kan forme sig. Pokalen overrækkes nemlig på det samme podie, som vinderne af 24 timers-løbet betræder søndag eftermiddag.

– Der er lang vej og masser af hårdt arbejde fra Sennels til podiet på Le Mans, så mit fokus ligger selvfølgelig på den opgave som ligger foran os. Det er dygtige kørere og teams, vi er oppe imod, så en podieplacering er ikke givet på forhånd. Men jeg tror bestemt at det vil give et sug i maven at få stå deroppe og tage imod en pokal, griner Malthe.

De to opvarmningsløb køres torsdag d. 19. august om aftenen og lørdag d. 21. august til middag – få timer før årets 24H Le Mans går i gang.