Malthe Jakobsen kører Sebring 12 Hours med DragonSpeed Racing

Den thy’ske Peugeot TotalEnergies-reservekører vender tilbage til en af de største langdistanceklassikere, som han vandt i 2022.

Den thy’ske Peugeot TotalEnergies-reservekører vender tilbage til en af de største langdistanceklassikere, som han vandt i 2022. Denne gang bliver det som del af en skandinavisk trio i DragonSpeed Racing, hvor svenskerne Rasmus Lindh og Henrik Hedman har inviteret danskeren om bord.

– Jeg havde en fed sæson i USA i 2022, hvor jeg udover nogle gode resultater også blev ret glad for de amerikanske baner og stemningen ved løbene. Så da DragonSpeed henvendte sig, var jeg interesseret med det samme, fortæller Malthe Jakobsen, som lige akkurat var i stand til at klemme det berømte 12-timersløb ind i kalenderen mellem andre forpligtelser.

Hvor Malthe Jakobsen i 2022 tog sejren i LMP3-klassen, er det denne gang i LMP2 at slaget skal stå. Både bilen og banen er kendt i forvejen, og den ene teamkammerat har tidligere delt bil med den danske racerkører:

– Rasmus Lindh var med på holdet, da jeg kørte mit første IMSA-løb i 2021 – Petit Le Mans på Road Atlanta. Henrik har jeg ikke kørt med før, men han har kørt race i mange år og kender de her løb udenad. Det bliver fedt at komme til start og køre et løb med to andre skandinaver, fortæller Malthe Jakobsen.

12 timers-løbet på Sebring starter lørdag den 16. marts klokken 17.40 dansk tid og kan streames live på Viaplay.

Andre nyheder