Kvalifikationen er vigtig selvom løbet er langt

Høje temperaturer og en ny teamkammerat er hvad Malthe Jakobsen kan se frem til, når tredje afdeling

Høje temperaturer og en ny teamkammerat er hvad Malthe Jakobsen kan se frem til, når tredje afdeling af European Le Mans Series køres i weekenden.

Efter et nervepirrende Le Mans er Malthe Jakobsen klar til at kæmpe videre om Europamesterskabet. På Autodromo Enzo e Dino Ferrari er der lagt op til en varm og udfordrende weekend på en af de berømte, gammeldags racerbaner:

– Det er rart at skulle i gang igen. Imola er en rigtig klassiker, og fordi banen er så snæver og svær at overhale på, håber jeg at vi kan være med helt fremme i kvalifikationen, fortæller Malthe Jakobsen, som sidst kørte løb på Imola i 2022.

Som en ekstra detalje er Ritomo Miyata i denne weekend udskiftet med Alpine Hypercar-køreren Paul-Loup Chatin. Den japanske teamkammerat deltager også i Formel 2 og står over weekendens løb for at fokusere på formelbilerne. Afløseren er til gengæld også dygtig:

– Paul-Loup har masser af stærke resultater med i bagagen fra LMP2, så jeg er ikke i tvivl om at vi også står stærkt i denne weekend. Vi skal bare fortsætte det gode arbejde og så have en smule held med os i løbet, siger Malthe Jakobsen.

Varmen bliver også en faktor i weekendens fire timers-løb. Med forventede temperaturer op mod 32 grader kommer koncentrationsevnen, væskeindtaget – og dækkene på prøve:

– Det kan godt blive en udfordring med dækkene, hvis vi rammer de høje temperaturer, men det er noget som er regnet ind i vores forberedelser. Vi er gode på strategien, så det gør bestemt ikke noget, hvis forholdene bliver svære, siger Malthe Jakobsen.

4 Hours of Imola kan ses live på live.europeanlemansseries.com/en fra klokken 11.30 på søndag.

Andre nyheder