Fuldt hus og føring i mesterskabet

Malthe Jakobsen fik fuldt udbytte for indsatsen, da han ved årets Night Race på Padborg Park tog det maksimalt mulige antal point til mesterskabet. Fart og velovervejet kørsel var nøglen til succesen.

I tidtagningen satte Malthe på få omgange en hurtig omgangstid, men en punktering var tæt på at kunne have kostet pole position for den fremadstormende thybo:

– Jeg punkterede på fjerde omgang, men teamet havde ikke et ekstra hjul med i pitten, så de måtte tilbage til lastbilen for at hente et, forklarer Malthe, der i mellemtiden gled lidt ned på ranglisten. Med få minutter igen lykkedes det ham alligevel at få sat en ny, hurtigere tid, som sikrede ham forreste startplacering til første heat.

Starten til første heat var ikke den bedste, Malthe til dato har præsteret, men førstepladsen blev holdt, og der blev lagt et stabilt forspring ud til forfølgerne. På trods af udfordringer med at komme forbi et par af de bagerstkørende konkurrenter kunne Malthe krydse målstregen som den første – ikke en dårlig start på Night Race-weekenden:

– Det gik lidt op i hjulspin i starten, og det må jeg jo tage ved lære af – men førstepladsen holdt jeg, og jeg føler at jeg styrede løbet som jeg gerne ville, så det var ret godt, fortæller Malthe, der ifølge reglementet derfor måtte starte det andet løb fra en udfordrende syvendeplads.

Hvis man sætter sig et mål er det ofte en god idé at lægge en plan for at nå det. Det var præcis hvad Malthe Jakobsen og coach Morten Dons gjorde forud for løbet. Syvendepladsen skulle konverteres til en podieplads, og den slags kræver at der bliver satset.

Satsningen viste sig at komme på løbets allerførste meter. Fra syvendepladsen tog Malthe chancen og kørte på ydersiden af konkurrenterne rundt i første sving. En modig beslutning, som betød at thyboen var på tredjepladsen efter første sving. Og få omgange efter var den hvide Formel 4-racer atter forrest.

– Vi havde lavet både en Plan A og en Plan B, og der blev ikke brug for Plan B. Jeg vidste at bilen var perfekt, så jeg tog chancen, og det lykkedes. Der var lige en safety car-periode hvor mit forspring blev reduceret, men jeg fik kørt mig fri igen, siger Malthe Jakobsen, som dermed to weekendens anden sejr, inden tredje heat skulle køres mens solen var på vej ned.

Den lavthængende sol var ikke den eneste udfordring, de unge racertalenter skulle forholde sig til. På grund af udfordringer i afviklingen af løbet måtte kørerne ad flere omgange vente på at kunne sætte løbet i gang. Det betød, at bilerne startede løbet på helt kolde dæk og dermed uden greb i asfalten.

– Det var nogle hårde omgange. Der var stort set ingen bid i dækkene, så det var svært rigtigt at give gas, forklarer Malthe, som da også blev presset bagfra over nogle omgange. Angrebene blev dog afvist, og til sidst kunne racerkøreren fra Sennels endnu en gang møde det ternede flag som vinder.

Den succesfulde weekend rykker Malthe Jakobsen i front af det danske Formel 4-mesterskab med 14 points forspring til nummer to. Men med tre løbsweekender tilbage er alt endnu åbent.

– Jeg er super tilfreds lige nu. FSP-teamet har givet mig en vinderbil i denne weekend, og selvom vi havde sat målet højt, har vi overgået det. Der er tre løb endnu, så arbejdet er ikke slut. Mit fokus er stadigvæk at udvikle mig til at blive en dygtigere racerkører, og det vil også være målsætningen i de sidste løb, slutter Malthe Jakobsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *