Flyvepladsen kalder – Malthe kører 12 Hours of Sebring

Med en andenplads og i sin 24 timers-debut ved Rolex 24 at Daytona i januar måned understregede Malthe Jakobsen sit potentiale. Indsatsen er heller ikke gået ubemærket hen – så i weekenden er den unge thybo tilbage bag rattet i den amerikanske IMSA-serie ved Twelve Hours of Sebring.

Det bliver til et gensyn med Sean Creech Motorsport med Joao Barbosa og Lance Willsey som teamkammerater – der er ingen grund til at ændre på en succesfuld opskrift.

– Jeg er vildt glad for at være tilbage i USA med Sean Creech Motorsport, Joao og Lance. De var med til at give mig en fantastisk debut i 24 timers-løb, og vi var hurtigt enige om at fortsætte samarbejdet i de fire store IMSA-løb, fortæller Malthe Jakobsen.

Weekendens løb på Sebring sætter også endnu et kryds på den lange liste af steder, racerkørere drømmer om at brænde dæk af på. Sebring Raceway er anlagt på en tidligere amerikansk militærlufthavn, hvor en del af banens underlag består af betonelementer. Forskellen mellem asfalt og ujævn beton gør løbet til noget helt særligt, og dét glæder Malthe sig til at prøve:

– Sebring er et af de løb, som man hører masser af historier om. Banen er efter sigende meget ujævn og stiller høje krav til bilen, så det kommer i stor grad til at handle om at få bilen igennem alle tolv timer. Kan vi det, er vi nok også med i kampen om pokaler, siger han.

Twelve Hours of Sebring 2022 køres lørdag den 19. marts fra klokken 16.30 dansk tid og vises på TV3 Sport og Viaplay.

STOLT AF AT REPRÆSENTERE
FLERE nyheder
NYHED

ELMS-føringen bevaret trods nulscore

NYHED

Ringe udbytte for høj indsats på Watkins Glen