ELMS-finale i F1-kørernes hjulspor

Knap nåede Magnussen, Hamilton og Vettel at forlade pitgaragerne på Portimão-banen i det sydlige Portugal, før Malthe

Knap nåede Magnussen, Hamilton og Vettel at forlade pitgaragerne på Portimão-banen i det sydlige Portugal, før Malthe Jakobsen og konkurrenterne fra European Le Mans Series rykkede ind.

I weekenden står programmet nemlig på finaleløb i ELMS-serien, og Malthe Jakobsen glæder sig til at afslutte sæsonen på en spændende og udfordrende bane:

“Jeg har været rundt på banen, og den er godt nok imponerende. Der er nogle ret krævende sving og vilde højdeforskelle – markant anderledes end hvad jeg har set i TV og på billeder”, fortæller Malthe, som ikke lader sig kue af en svær racerbane:

“Nu er det jo ikke første gang i år, at jeg har skullet lære en ny bane at kende…”, griner thyboen, som stort set er startet fra bunden til alle årets løb.

Til gengæld er Malthes faste teamkammerat, canadieren James Dayson, ganske velbevandret på den portugisiske racerbane. Sidste år vandt han ovenikøbet løbet i LMP3-klassen på banen.

Endnu en gang får Malthe en ny tredjekører i bilen. Italienske Lorenzo Veglia har i størstedelen af sæsonen dystet mod Malthe og RLR Msport, men skifter nu til det britiske team i finaleløbet.

“Lorenzo kender godt bilen fra tidligere, så jeg tror hurtigt han er oppe i fart. Hvis han er det, og James kan huske nogle tricks fra sidste år, så tror jeg at vi ligger godt med igen i finaleløbet”, fortæller Malthe.

Løbet starter søndag klokken 11.00 og kan ses gratis på live.europeanlemansseries.com/en

Andre nyheder